Saa slap jeg vak fra Kanguru landet og landede i beskidte, travle Bangkok. Jeg er dog flygtet igen, da Tue forst ankommer d. 4. marts og jeg har paa ingen maade lyst til at blive i Bangkok i en uge.
Lige nu befinder jeg mig saa ca. 200 km vest for hovedstaden i Kanchanaburi, hvor jeg bor paa en pram paa floden. Det er i ovrigt her broen over floden kwai ligger. Der er lavet en kendt krigsfilm omkring den, hvis nogen skulle vare interesserede. Ville have begivet mig ud paa nogle treks herfra, men det er altsammen meget kommercielt. Saa skal man vist langere nordpaa, i denne del af landet, og det synes jeg ikke lige jeg har tid til. Kommer ogsaa bedre tilbud, for at gore dette, i baade nordthailand og Laos.
Selvom den forste uge ikke har varet saa rig paa oplevelser, har indtrykkene dog ikke holdt sig tilbage. Det hele startede kort efter jeg havde sat mig ind i taxaen ved lufthavnen. Jeg troede de korte darligt i Tyrkiet, men det her er gange ti. Dem, der har varet i sydostasien ved hva jeg taler om. Hvide striber, det er der sgu ikke noget der hedder. Vejbaner? De kan sagtens kore syv rakker biler paa en fem sporet vej. Og knallerter ALLE vejne der snurre ind og ud imellem bilerne. Det er faktisk ret imponerende. Kunne ikke forestille mig at deres koreprove gik ud paa hojre vige pligt eller parrallel parkering, men bare om at komme fra a til b i live. Jeg kom dog frem til Emil (min bror til de uvidende) og hans kareste, som jeg lige modtes med inden de tog ned til oerne.
Dagen efter gik vi lidt rundt i de smaa gader i Bangkok og naste indtryk kom snigende. Bogstavelig talt. Cille stod og kiggede kjoler da jeg pludselig blir nusset paa skulderen, jeg vender mig om, hvem andre end et par ladyboys staar der og ser sultne ud. Jeg smiler flinkt og tripper hurtigt videre. Det er ikke sidste gang inden for den sidste uge at mand i kjoler har kigget lystne paa den blonde fyr fra Danmark!
Udover ladyboys blir man jo ogsaa stoppet af salgere, taxa chaufforer, tuk tuk chaufforer OVERALT. Det er dog noget man blir vandt til heldigvis. Emil og jeg er blevet stoppet et par gange af folk paa gaden, saa glor de halv forvirret paa os og udbryder saa "you......same same, but different?". Forste gang var jeg flad af grin! Det maa vare Thai for bror regner jeg med, HA. Udover det kan jeg fortalle at man ikke skal slaa efter myg naar de sidder i skridtet (Emil) eller klo sig i ojet nar man har spist MEGET starke chilli chips (undertegnede).
Thai folkene er ellers et flink folkefard og glader mig virkelig til at opleve mere af landet. De snakker dog ret sjovt engelsk. F.eks. forleden var jeg paa udkig efter en bar, der havde sent aabent her i byen (saa jeg kunne se Stoke-Arsenal) og fik en ung fyr til at holde 2 1/2 time langere aabent for mig. Fik saa snakket lidt med denne fyr og nar han snakkede hurtigt, jamen, jeg kunne ikke hore forskel paa om det var engelsk eller Thai han snakkede. Det var bare hoje og lave toner, der floj op og ned. Det sammen med en taxa chauffor jeg havde paa vej til bus stationen. Fattede pot og kyse altsaa.
Desuden kan jeg fortalle at jeg saa to negere paa en Harley igaar. Det er vist ikke hver dag man ser det hva? Og saa horte jeg den daarligste version af "Hey Jude", jeg nogensinde har lagt orer til. Det var en live optraden, der bare skulle nydes med en kold bajer.
Det var vist det. Nu vil jeg nyde de sidste to dage her inden turen gaar tilbage til Bangkok og Tue.
Indtil naste gang, hav det godt og nyd vejret. Luftfugtigheden er helt ekstrem hernede.
Love
Santiago
