To trek, or not to trek

Da vi kom hen til trekking kontoret fortalte de os at de to englandere vi skulle trekke med havde aflyst fordi vejret havde varet saa daarligt dagen for. Arrangoren ville ikke rigtig gennemfore vores trek pga det var lidt for farligt i junglen efter al den regn (sagde de), saa det blev til at vi trekkede to dage og skulle saa sejle hjem i kajak den sidste dag. I stedet for at bo i et shelter i junglen skulle vi bo hos en familie i en landsby. Det synes vi ogsaa kunne vare meget sjovt og en ret fed oplevelse, og yderligere bev det ogsaa lidt billigere end det originale trek vi havde tankt os. Med os kom et kroatisk par, der ville trekke to dage og saa hjem, saa de skulle altsa kun vare vak en nat.
Vi blev kort ud til en landsby hvorfra vi startede og samlede vores anden guide op, saa vi kom op paa to guider, en til at bare vores frokost og to lokale, der bor i den landsby vi skulle trekke til. Den eneste vej derud er ad den lille sti de lokale brugte, da de forst er ved at lave en vej nu. Den vej kommer desuden kun til at vare til scootere. Inden vi startede skulle Tue lige rundt om hjornet og brakke sig da han havde faaet det lidt skidt paa vej derud. Han fik det dog bedre af frigivelsen af morgenmaden og en lille griner over de to smaa grise der saa fik sig en omgang morgenmad.
Det forste stykke var ret flot tat jungle hvor vi gik igennem flere vandlob og skubbede diverse smaa traer, der var valtet i uvejret af vejen. Tues tilstand blev dog ikke bedre og da vi begyndte at gaa opad blev han svimmel, lidt disorienteret, hans ben blev svage og han kunne ikke holde vaske i sig. Jeg tog saa hans taske og han fik et par vandre pinde, men til sidst matte han give op og gaa tilbage til landsbyen og hjem i seng. Med sig tog han den ene guide. Manden med maden gik ogsaa tilbage efter to timers trek (lidt efter frokost). De to kroater, den sidste guide og jeg fortsatte videre til landsbyen og kom frem ved 15-tiden efter 4,5 timers trek. Jeg var klar til at skifte til badebukser og komme ned og kole af i floden med ungerne fra landsbyen, da de to fucking kroater besluttede sig for at de var skuffede over trekken, da der var for lidt regnskov og alt for meget bambusskov og afbrandte omraader (de brander rismarker af i dryseason), og de ville altsaa hjem saa de kunne bruge dagen efter paa noget andet end trekking i dette omraade fordi de ikke havde saa meget tid tilbage af deres tur. Jeg vil sige, det var maaske heller ikke det flotteste natur jeg har set i Laos og Tue var ikke med saa jeg kampede ikke helt vildt meget imod. Jeg saa dog frem til at bo blandt de lokale osv. Vores guide blev ogsaa lidt ked af det, for han vidste slet ikke hvad han skulle gore, da han hverken kunne lade dem gaa alene hjem eller efterlade mig hos en familie med far, mor, tre born og en onkel i en landsby hvor INGEN snakkede engelsk, saa jeg var lidt tvunget til at tage med tilbage.
Men ok, klokken var nu 15.30, solen gaar ned ca. 19, men allerede klokken 18 blir det lidt morkt da den gaar ned bag bjergene og den sidste del (originalt den forste del) var jo tat skov saa det var ikke helt godt. Det, og stor irritation over fjolserne fra middelhavet, gjorde at guiden og jeg satte tempoet helt op til eleven. Vi naede tilbage til start paa 1 time og 45 min. En tur der havde taget os 4 timer og 30 minutter med pauser originalt. Den kvindelige part af parret var da ogsa helt fardig da vi kom tilbage til landsbyen, men solen stod da stadig paa himlen da vi naede landsbyen.
Saa trekking i Nam Ha maa vente til naste gang vi kommer forbi. Det positive var da at vi trods alt fik en del penge tilbage og Tue havde nogen til at tage sig af ham. Det er aldrig sjovt at vare syg, alene, i et u-land der er 40-45 grader varmt om dagen. Tuefar fik det dog bedre efter to dage saa vi kunne komme videre paa rejsen, og forude laa et af de absolutte hojdepunkter paa turen.

Gad vide hvad det er tanker I? Jeg ved det godt!

Kaos i Laos

Naste etape paa turen var en bustur fra Hanoi til Laos' hovedstad Vientiane, som vi havde faaet af vide kunne tage
alt mellem 18 og 28 timer. Inden turen gik vi derfor ud og erhvervede os ti valium piller, bedre end sovepiller, da man aldrig helt ved hvad man kan blive udsat for paa disse ture. De forste timer gik dog helt fint. Vi satte os helt nede bagerst hvor der var 1,5 meters penge op til saderne foran os. Fedt mand, saa kan der lige lagge en dernede naar der skal soves, tankte vi. Helt korrekt og alligevel et stykke forbi. Efter fire timers korsel var det tid til aftensmad, valium og sovn, og Ras lagde sig ned paa gulvet og puttede lidt paa det sterile busgulv. Det var desuden lige over motoren og de havde aabenbart konstrueret bussen saa udstodningen kom op lige foran bagsadet. Omkring midnat blev vi alle vakket, men det tog dog "stewarden" 2-3 minutter at faa vakket ras paa gulvet (valiummen havde haft sin effekt) og Emil og tue hjalp ikke det mindste til, de ved han godt kan blive lidt cranky naar han bliver vakket. Hvad der havde varet vores behagelige benplads blev nu inddraget og i stedet blev der lagt en madras ud hvorpaa der kom til at side 6 lokale nye rejsende foran os. Naar vi faldt i sovn lanede de sig op ad vors ben, Emil havde paa et tidspunkt en mands baghovede plantet solidt i skridtet! Bussen var proppet til randen, udover dem, der brugte vores adlere dele som hovedpude, sad der folk i midtergangen hele vejen ned igennem bussen. Tjek den ud Movia. Efter 23 timer var vores uden tvivl varste bustur overstaet og vi var nu fremme i Vientiane. Tak for hjalpen valium!

Vi havde ikke lang tid i hovedstaden, da vi skulle nordpaa og modes med lund foraldrene, Kim og Annette. Vi havde ogsaa hort daarlige ting om Vientiane, fra flere andre rejsende, og var heller ikke selv synderlig imponerede over denne lidt "tamme storby", saa efter en enkel nat drog vi nordpaa til Vang Vieng. Denne lille by, langs bjergene og en stor flod, er kendt for en ting, ej to ting; tubing og druk. Princippet er at man lejer en stor badering (oppustet slange fra et traktor dak), tar en tuk tuk 3 km op ad floden, hvor man saa smider sin badering i og flyder derudaf. Der er saa omkring 20 barer langs floden, som man kan stoppe ved, drikke, danse eller kaste sig ud i lidt akrobatik paa de kampe trapez-gynger de fleste barer har hangende ud over floden. Ved hver bar staar der folk og kaster reb ud, saa man dejlig dovent kan blive slabt ind til baren. Som sagt er Vang Vieng stort set kun tubing og druk, saa om aftenen befinder de fleste sig paa en lille o i floden, ved byen, hvor der ligger fire "diskoteker" under aaben himmel. Dagen efter er man, som I nok kan gatte, lidt trat, men det er der en nem og god losning paa i Vang Vieng. Overalt i byen er der nemlig restauranter hvor man kan indfinde sig i vandret stilling paa madrasser, i blandt pude madness og saa ellers nyde det ene venner afsnit efter det andet. De sender ikke andet, hver dag, hele dagen. Venner, venner, venner. Ej, det' logn faktisk. Der er et par af dem, der viser Family Guy som man kan grine lidt af naar man har set venner i to dage.

Leveren, pengepungen og ikke mindst en deadline med de gamle, gjorde at vi daffede af efter ca 5 dages tid. Det blev ogsaa lidt for meget af det samme hele tiden. Druk, venner, druk, venner, druk, family guy, meget fuld.
Vi skulle yderligere nordpaa, helt nojagtigt til Luang Prabang, der er storbyen i nordlaos, og tilbringe 1,5 uges tid med Lund foraldrene, der havde lidt ferie til overs. Og hvor skal man ellers tage hen end Laos og Thailand? Samme dag som vi tog en mini-bus derop, startede det buddhistiske nytaar i Thailand og Laos og en af deres storste traditioner er at kaste vand paa hinanden, for at rense sjalen. Det var vi ikke helt forberedt paa, saa da vi korte gennem landsbyerne i bjergene, med aabne vinduer og provede at pleje tommermand, kunne man pludselig blive vakket med en god stor spandfuld vand gennem vinduessprakken. Det larte vi dog hurtigt af, saa hver gang vi saa noget, der mindede om landsby, var det bare "LUK!". Godt tratte ankom vi i Luang Prabang og blev modt af L-foraldrene, der selvfolgelig var glade for at se deres drenge igen (den aldste er nu engang den flotteste) og hoje Tue. Det var dejligt at faa lidt foraldre pleje igen, som tue ogsaa kunne nyde lidt af. Luang Prabang er fyldt med templer og andet religiost snusk, nogle af dem ret flotte, men selvom det er en af de storste byer i nordlaos (maske hele Laos egentlig?) er den ikke ret stor. Udenfor byen ligger tilgengald et stort vandfald, der for foden skaber en flot serie af mindre vandfald. Der tog vi ud og nod en kold dukkert en enkel dag. En anden af dagene lejede vi scootere og korte paa jagt efter templer udenfor byen. Vi fandt aldrig det vi ledte efter, men det var en flot koretur alligevel. Paa vej hjem var nytaaret kommet meget tat paa saa hele byen var gaaet fuldstandig bongo bongo med vand. Det resulterede i at baade store Lund og Tuefar matte en tur i asfalten pga enten vaad vej eller stupid tysk turist, der lob ud paa vejen. Udover det nod vi bare lidt god mad, et ret stort nattemarked og JO, en enkel morgen, mens vi nod en god omelet til morgenmad kom der sgu lige fem elefanter gaaende forbi paa gaden, et par meter fra os. Det ser man ikke lige hver dag, elefanter til omeletten!
Fra Luang Prabang besluttede vi os for at tage en 6 timers baadtur nordpaa til Nung Kiauw, der er en lille bjergby. Vi kom da ogsaa fint afsted om morgenen, Emil og Tue fladt paa gulvet, for lige at faa en ekstra time pa ojet inden de saa ogsaa kunne nyde hvilken fantastisk natur vi befandt os i. Smaa bjerge, lidt storre bjerge, lokale landsbyer langs floden og lokale i floden, hvor de fiskede, med mange forskellige metoder. Stang, stort net, lille net, en lang pind you name it. Ca. efter 4 timers sejlads styrer vi ind til breden. Pissepause tanker vi, men vores kaptajner tog os med lige rundt om hjornet, lidt langere opad floden og vi forstod saa hurtigt at det var ikke en helt almindelig pissepause. Pga det er dryseason, var vandet meget lavt saa vi skulle da selvfolgelig ud og fjerne sten saa baaden kunne komme igennem. TO TIMER kampede vi med to kaptajner og fem andre lokale, for at faa fjernet smaa sten, store sten og en meget stor sten. Den har i hvert fald vejet 500 kilo og vi fik rykket den, nu er jeg ikke den bedste til det med afstande, men jeg vil sige at vi i hvert fald fik den rykket en halv meter. Til sidst besluttede de sig for at prove at sejle igennem uden passagere i og sejlede fuldstandig forbi det sted vi havde fjernet sten fra. GENIALT! Men det var da en go lille traningssession og man fik dejligt mange smaa rifter paa handerne.

"Lidt" forsinket kom vi til den flotte lille Nung Kiauw. Den forste aften besluttede Rasmus Lund sig for igen at spise aftensmad fra et kokken hvor hygiejnen var helt i bund, saa var de naste 24 timer i hvert fald planlagt. Pga af nytaaret var mange af de smaa butikker lukket, men lidt uden for byen laa nogle ret seje huler man kunne udforske. Den ene af dem blev ret smal og MEGET mork naar man kom derind af. Det var et ret sjovt lille eventyr og sjovt at se Tuefar vare lidt "bange" for flagermusene, ej, han kan bare ikke lide dem. Paa vej hjem den dag kom vi forbi en skole hvor vi hoppede med ind i en fodboldkamp med lokale, en tysker og tre portugisere. Det styrt regende, var pisse skagt og absolut det flotteste sted vi har spillet fodbold. Vi skulle ogsaa have varet oppe og klatre en dag, men da det regnede blev det rimelig meget aflyst. Ellers stod Nung Kiauw bare paa hygge hver aften, historier, go mad (for det meste) og saa prove at holde kattene vak fra den allergi ramte tuefar.

Efter et par flotte og hyggelige dage, lejede vi en minibus og tog nordvest paa til Luang Namtha, der er hovedbyen i den kampe national park, der hedder Nam Ha. Det er en lille by, hvor det meste ligger langs en lang hovedvej og et par smaa gader bagved. Vi havde lige et par dage sammen med de gamle og Emil inden de ville smutte til Chiang Mai, Thailand. Emil skulle tilbage til nordlaos et par uger senere, med karesten saa han skulle ikke vare med til de sidste aktiviteter i Laos. Vi lejede derfor igen scootere og begav os ud paa en 60 km lang tur gennem bjergene til en lille by, paa gransen til Kina, kaldet Muang Sing. Det var en helt igennem fantastisk tur, hvor man korte op i bjergene ad snoede veje, ned i dale og gennem landsbyer. Es war ganz SUPER! Ogsaa paa vej hjem hvor man jo saa sjovt nok fik lov at se tingene fra den anden vinkel. Om aftenen havde vi det flottste uvejr lange set. Styrtende regn og jeg lyver ikke naar jeg siger at der i hvert fald var et lyn i sekundet. Strommen gik i hele byen, hvilket jo bare tilfojede lidt til den gode stemning. Da vi altsaa var kommet os over det chok det var at misse Arsenal kampen!

Naste morgen drog Kim, Annette og Emil saa videre mod Chiang Mai, mens Santiago og Dunbar, de to flotte fyre, blev tilbage for at tage paa tre-dages trek i Nam Ha parken. Vi skulle afsted med to englandere samme morgen som de tre tog afsted.

Men kom vi nogensinde det........folg med i naste afsnit!

Goooooooooodmorning Vietnam & Halong Baby

Busturen fra Phnom Penh gik rimelig smertefrit, men nogen maa have lavet en lille prank med os undervejs, for da vi kom frem til Ho Chi Minh City (Saigon), stod der aabenbart "Stupid backpackers=easy money" i panden paa os. Da vi kom ud af bussen, vidste vi udemarket hvor vi var og at vores guesthouse, hvor vi skulle modes med Emil, la i narheden. Alligevel valgte vi at stige ind i en taxa, med en chauffor, der sagde at sagtens vidste hvor det laa og det var ikke langt, for det kunne da ikke vare saa dyrt tankte vi. Idioten korte os derefter to kilometer ligeud drejede til venstre og venstre igen og saa to kilometer igen saa vi endte paa gaden parrallelt med den vi stod af paa. Selvom vi viste ham bykortet og sagde han havde kort i ring paastod han hardnakket at det havde han i hvert fald ikke. Vi var lige kommet til et nyt land og ville ikke skabe problemer med dem, der tavede amerikanerne, saa vi betalte de lidt over hundrede kroner det havde kostet og kore os, bogstavelig talt 100 meter om paa den anden side af nogle bygninger. Dette skulle vise sig at vare en god afspejlning af hvor, for nu at bruge de unges sprog, totalt nedturs agtige vietnameserne er(mest Rasmus Lunds mening hvor Vietnamesere nu er paa hans The Black List sammen med Italienere og Franskmand). Vi fandt frem til My my art house i de smaa gyder, hvor Emil og en meget energisk og hojt raabende vartinde tog imod. HCMC er en stor larmende by uden meget charme, og da vi, som skrevet tidligere kun havde 14 dage, bookede vi hurtigt en bus nordpaa til Hoi An, der er skradderBYEN! i Vietnam.

Efter en 22 timers bustur, med de mest uforskammede og mindst service mindede chaufforer EVER (de var jo vietnamesere), kom vi tratte frem til den lille hyggelige by Hoi An, der bestaar af smaa tatte gader og nasten ingen huse over 2 etager. Vi fandt, via nogle familie medlemmer, frem til en flink desginerdame paa det lokale skradder marked. De var noget billigere end de storre butikker, der laa rundt om i byen. Hos hende blev vi maalt og vejet, ej, maaske ikke vejet, og fik lavet tre ens jakkesat, tuefar fik ogsaa lavet et sort, med frak kinesisk silke som foret i jakken og vesten. Derudover flere veste, skjorter, en blazer og et par kimonoer. Et andet sted i byen blev det ogsaa til snickers og nogle super frakke lader sko. Hvis I har last indlagget nedenfor ved I hvorfor vi desvarre ikke kan vise billeder af det flotte toj. I dagene efter, hvor vi kom tilbage et par gange og fik rettet til osv, stod den bare paa hygge med en lejet dvd afspiller og billige dvd'er og en enkel druk tur eller to blev det vist ogsaa til.

Med en lille succesoplevelse i lommen, i form af hyggelige Hoi An, drog vi ud paa endnu en laaang bustur mod hovedstaden Hanoi. TROEDE VI! Vi skulle skifte bus i Hue og vente et par timer, men der skete det at da vi provede og booke os ind paa busserne fra selskabets hovedkontor i Hoi An kunne de aabenbart ikke booke til den naste bus, men kun til Hue. De sagde saa at vi skulle booke naste bus naar vi kom frem til Hue. Fint nok, tankte vi, no problem for busserne plejer at standse lige i narheden af selskabets kontor i den paagaldende by. Sikkert fremme i den gamle hovedstad Hue fik vi saa at vide af den sure kalling bag skrivebordet at man skulle booke 24 timer inden og bussen var fuld. Vi kunne altsaa forst faa en bus naste dag. Selvom vi sagde til hende vi havde et fly naste dag, at de kom til at koste os mange penge, om ikke et andet selskab kunne tage os med og at det i princippet var deres skyld, blev hun bare ved med at sige; bus full. Jeg hader vietnamesere (i hvert fald 99% af dem vi har modt. Det er desuden kun maaske Rasmus, der skriver dette). Naa, men vi blev saa nodt til at blive hvor vi ikke havde tid til at tage paa ture ud af byen, men kun lige kigge lidt paa den gamle kejser by, der ikke var synderlig interessant. Vi havde dog en hyggelig aften med tre danske piger og nogle dansk producerede vietnamesiske ol.

Naste dag tog vi saa, ENDELIG, mod Hanoi, hvor vi havde lart af vores forste taxa lektion og fik en ret billig tur til Hanoi Backpackers. Trafikken i hovedstaden er desuden den, med et Carl Lewis langde spring, skoreste vi har modt paa vores tur. Forestil jer H.C. Andersen Boulevard en travl morgen. Tilfoj saa en million scootere og kun to lysreguleringer, ca saadan kan det beskrives. Udover Hoi An, var den storste grund til vores besog i Vietnam Halong Bay (det var helt sikkert ikke befolkningen!). For dem, der ikke lige ved det, er Halong Bay et kampe omraade med oer og klipper bestaaende af kalksten, hvor man saa booker sig ind paa en baad, der sejler rundt mellem det hele. Vi valgte at tage den lidt dyrere 2-natters tur, som Hanoi Backpackers Hostel arrangerer, for ikke at ende op paa en baad med tre karestepar og en bar, der lukker kl. 20.
Vi kom saa afsted med 30 andre friske unge mennesker, paa et lille pirat skib. Selvom det var lidt daarligt vejr mens vi var der, maa vi indromme at det er et temmelig fantastisk omraade. Her er et billede fra google, der viser lidt af det og den slags baad vi var paa -->
http://www.rickmann-uk.com/wp-content/uploads/Halong-Bay-Junks.jpg
ellers kan I jo selv lige google Halong Bay. Den forste dag sejlede vi ogsaa rundt i kajak til en lille o med en kanon udsigt over bare en lille del af bugten, og der floj orne rundt over hovederne paa os. Det var superbt! Derefter var der fest paa baaden til langt ud paa natten og vi fik alle tre mulighed for at tage fordel af at man ikke behovede finde toilettet, men bare kunne brakke sig over rallingen. Saa fik I ogsaa lige den med. Paa anden dagen stod vi ALT for tidligt op og 12 af os tog videre til en lille privat strand, som HBH ejer. Det var en ret fed oplevelse at vare "alene" paa et lille ode stille sted uden 100 andre tur baade omkring. Vi havde hjemmefra booket klatre ture, der foregik i den ene ende af stranden paa en 50 meter hoj lodret klippevag. Det var en super fed ting at prove, og kan kun anbefales hvis nogen kommer til Halong Bay. Vi brugte to forskellige ruter og paa den ene kom vi op i 35 meters hojde, med en fantastisk udsigt til folge. Bagefter steg vi ombord paa en speedbaad og provede saa wakeboarding, der er vandskiens svar paa snowboarding. Det skal helt sikkert proves igen hvis muligheden popper op igen. Jeg vil saa sige at nogle af os havde mere talent end andre, ingen navne navnt. Resten af dagen gik saa med lidt volleyball og kajak ture. Om aftenen var vi alle ret flade efter aftenen for og en hel dag med aktiviteter, saa vi gik allesammen ret tidligt i seng, der bestod af en charmerende tynd madras i et shelter bygget af bambus og blade som tag. De slukkede generatoren, da vi alle var gaaet til ro, saa der var fuldstandig morkt og det eneste man kunne hore var dyrene og vandet, der skyllede op paa stranden. Gotta love traveling!
Vi missede desvarre morgenmaden naste dag, da ingen gad vakke de tre gave vikinger, saa sejlturen og busturen hjemad var lidt lang. Vi stoppede dog ved en restaurant, fyldt med vietnamesere, til en bid mad, hvilket dog resulterede i at de lokale fik lokket op til 4-5 shots risvin i et par stykker af os. Skaal Tue!

Vietnam har, som I nok har kunne fornemme, varet lidt en blandet fornojelse. Vi modte alligevel nogle ret fede mennesker. Isar til sidst ved Halong Bay var der et par Australiere og nogle amerikanere, der lige faldt i vores smag, men befolkningen har absolut ikke varet noget at raabe hurra for. Alt for anmassende, acceptere ikke et nej og hjalpsomhed er aabenbart ikke noget de er blevet opdraget til. I Cambodja havde de alligevel det der glimt i ojet og for det meste et smil paa, i hvert fald udenfor de turistede omraader. Nu gaar turen til Laos, som vi har hort rigtig meget godt om, baade om de lokale og naturen.

Ha det bra, tjos!

Vietnam....the worst country in the world??

Vietnam afsnittet er under construction, men der kommer desvarre ingen billeder paa flickr, fra anden del af Cambodja og Vietnam. Dette er paa grund af en dejlig trojansk hest, der red ind paa mit memory card den forste aften i Vietnam.
4 gb billeder fra den forste maaned er nok derfor tabt paa gulvet. Nogen, der har nosser til at paatage sig den opgave, som det bliver at prove og faa dem frem igen.
Hesten er desuden ogsaa hoppet ind paa min mp3 afspiller, der ogsaa skulle bruges som ekstern harddisk til billeder, saa ingen musik de sidste to maaneder af turen.

Its been a while. We're sorry!

Da Angkor omraadet var inspiceret tyndt af Sir David Attenborough og Co. gik turen videre til et mindre turistet maal, Battambang. Vi valgte at tage vandvejen dertil, hvilket siges at vare den smukkeste sejltur i Cambodja. Jeg har mine tvivl omkring den paastand, men det var nu en meget fed tur alligevel. Vi sejlede af meget smalle floder, der pga dry season ikke er mere end 1-2 meter dyb og igennem flydende landsbyer, der dukkede op en gang imellem. Flydende huse, huse paa hoje bjalker eller bare et lille blik-skur. Fascinerende. Der var ogsaa nogle smaa seje fisk, der hoppede op af vandet hele tiden. I skulle have set Tue, den store mand, springe op som en skramt skoledreng, da en af fiskene var lige ved at springe ind i hans shorts. Havde desvarre ikke kameraet parat.
Men vi overlevede de farlige fisk og kom frem til Battambang og NOD at man ikke blev jumpet af folk, der ville salge en torklader, hatte, boger, mad, slangebosser, cykelhjul, decilitermaal eller hvad de nu kan finde paa. Battambang er en mindre by med omkring 60.000 indbyggere og der er egentlig ikke saa meget at lave i selve byen, udover god mad, men vi lejede et par scootere i to dage og drog ud i den Cambodjanske trafik. Oh yeah, det har vi skam nosser til! Syd og nord for Battambang ligger der et par gamle templer (JA, flere templer) og andet interessant, men det var nu mest bare for at kunne kore lidt rundt selv for en gangs skyld. Fole friheden og hestekrafterne mellem benene, hvis man forstaar saadan en lille en.

Den forste dag korte vi ud til et buddistisk tempel, der ligger oppe paa et, ifolge danske termer, bjerg ude midt i et meget fladt landskab. paa vej derud fik vi odelagt en halv dags vej-arbejde ved at ploje vores scootere ind igennem en lang bunke flad grus, som abenbart lige var blevet damptrumplet og gjort klar til at blive vej. Det var de knap saa glade for. Isar ikke da Tues knallert ikke ville starte igen midt i det. ved hjalp af en knotten vej-arbejder blev den dog startet og paa trods af mildest talt daarlig form naaede vi toppen af "bjerget". Udover munkene og templet var der ogsaa en "killing cave" hvor Pol Pot's soldater plejede at henrette modstandere og andet. Lidt dyster stemning dernede, men heldigvis var der ret mange smaa aber rundt om i traerne, der kom til at tage vores opmarksomhed. De spiste af de bananer, som blev ofret i templerne og en af dem blev IKKE glad da vi provede at komme tat paa den, mens den sad og spiste blomster. Den skreg hojt og pludselig blev vi angrebet af dens partners in crime. Vi blev dog reddet af en lokal, der kom skrigende ned af en bakke og skramte dem vak. Det var nok ogsaa bedst for aberne. SAA, da vi kom ned til vores scootere igen, kunne vi se en lang stribe af hvad vi troede var fugle flyve vak mellem traerne. Men efter at have kort 100 meter kom en stor aabning i klipperne til syne og hvad der saa var flagermus strommede ud af den her grotte aabning. De lokale sagde der var omkring 2.000.000, ved ikke hvor rigtigt det er, men der var i hvert fald over 767.543.
Den naste dag var knap saa eventfuld, men igen, vi nod bare at kore lidt rundt selv. Nah jo, Tue valgte ogsaa lige at kore en tur i groften. Vi kom rundt i et sving og pludselig var han ikke lige i bagspejlet mere. Han paastod hardnakket at noget havde sat sig fast i hjulet, men at han heldigvis valgte at valte inden han naaede traerne langere nede af skranten.

Vi har valgt at tage en smut-tur til Vietnam inden Laos og skal mode lille Emil Lund i Saigon, Vietnam. Derfor havde vi ikke forfardelig mange dage tilbage i Cambodja og valgte derfor at smutte til hovedstaden, Phnom Penh, i det ostlige Cambodja, den sidste tid. Desvarre fik Rasmus Lund skrabet sig en god omgang mave onde med sig paa busturen, selvom det var Tue, de lokale hostede paa hele turen, saa det helt store sightseeing blev det ikke til. Vi kom dog ud og se Killing Fields, som er en af mange massegrave fra Pol Pots tid. Ret skrammende, med masser af store huller, med skilte, der forklarede at her havde ligget 160 kvinder og born uden hoved og her havde 400 mand ligget, og paa nogle af stierne kunne man endda stadig se knogler i jorden.

Nu er turen saa gaaet til Vietnam, som der kommer mere om meget snart. Vi skal nok blive bedre til at opdatere herinde. Paa spejder aere!

Ps. Computerne er ikke sarlig skarpe hernede, saa billeder kommer op paa flickr lige saa snart vi finder en kompetent computer. OG DET ER SVART!

Forza FC!